Forgot your your password?

Lyngby Åmose

Sumpskov, lysende sankthansorme og fiskehejrer langs søbredden. I Lyngby Åmose lever et imponerende udvalg af forskellige planter og dyr. Og holder du øjne og ører åbne på din tur gennem mosen, får du måske øje på nogle af dem. Du kommer ned til Åmosen ved først at dreje til højre ad Spurvestien og derefter til venstre ad Prinsessestien.

Fra Prinsessestien kan du bevæge dig ned i selve mosen ved at følge stikvejene. Holder du dig derimod på Prinsessestien hele vejen, fører den dig rundt om Åmosen og via stien langs Lyngby Sø tilbage til rutens start ved Nybro. Midt på stien støder du på den enorme Klopstocks Eg. Egen er opkaldt efter den tyske digter Frederich Gottlieb Klopstock, som boede i Danmark slutningen af 1700-tallet og blev inspireret af sine naturoplevelser ved Lyngby Sø.

Vidste du, at …

  • Lyngby Åmose i sin tid blev til en mose ved, at sammenfiltrede planterødder- og stængler, en såkaldt hængesæk, voksede i overfladen ud over de lavvandede dele af Lyngby Sø. I de sidste 50- 60 år er træerne i området vokset hastigt, så mosen i dag er dækket af skov og dermed gør området til et enestående naturområde med et unikt dyre- og planteliv.
  • Hængesækken dækker store dele af mosens vandoverflade og skaber en illusion om en bund, du kan træde på. Men mosen er bundløs, så hold dig derfor altid på stierne.

Mølleåen

Den idylliske Mølleå strækker sig over 25-30 km og har sit udspring i Bastrup Sø. Herfra løber den gennem tre større søer – Farum Sø, Furesøen og Lyngby Sø – til udmundingen ved Strandmøllen i Øresund.

Eremitageslottet

I Dyrehaven venter nu Eremitageslottet og den imponerende Eremitageslette. Hjortene går frit i hele Dyrehaven, og på sletten omkring slottet kan du ofte se dem i store flokke.

Baadfarten

Baadfarten har været en populær sommerattraktion i Lyngby siden 1894. To af de seks træbåde har sejlet siden Baadfartens start.