Lyngby Nøgler og Hæle er kåret som årets butik og Da Basso som årets spisested. Handelsforeningen Kongens Lyngby står bag konkurrencen, men det er kunderne, der har stemt og valgt.
Der var spænding lige til det sidste, da henholdsvis årets butik og spisested skulle kåres til årets generalforsamling i Handelsforeningen Kongens Lyngby.
Forud havde kunderne haft mulighed for stemme på i alt seks nominerede kandidater. Alle de nominerede er medlemmer af Handelsforeningen og udvalgt på baggrund af deres store arbejde for byen, deres initiativrige engagement og ikke mindst gode service.
Kunderne har talt
Det var kunderne, der gennem en afstemning, valgte henholdsvis årets butik, hvor Lyngby Nøgler og Hæle, Engelsk Herremagasin og Louis Nielsen var nomineret, samt årets spisested hvor de nominerede var Da Basso, Villa Vi og Cafe Amalie
Over 1200 stemte og valgte Lyngby Nøgler og Hæle på Lyngby Hovedgade som årets butik, mens Da Basso, der også ligger på Hovedgaden vandt titlen som årets spisested.
Glæden var stor blandt vinderne – også over de kommentarer, som kunderne havde givet med på vejen. Over 600 havde skrevet søde ord. Om Lyngby Nøgler og Hæle sagde kunderne blandt andet:
- ”Hos Søren er der altid smil, professionel vejledning og en uovertruffet service sammen med en god pris og godt arbejde”.
- ”Magen til service findes ikke andre steder”.
I forhold Da Basso var det den italienske stemning, som især blev fremhævet:
Her sagde kunderne:
”De lækreste italienske delikatesser lige til at tage med hjem og fantastiske pizzaer.”
”Altid venlig og vedkommende betjening. Da Basso er et lille hjørne af Italien midt i Kgs. Lyngby.”
Vinderne får et diplom, som de kan hænge op i butikken samt et klistermærke til at sidde på døren, der viser, at de det næste år kan bryste sig af titlen som henholdsvis årets butik og spisested i Kgs. Lyngby.
Rigtig hjertelig til lykke til vinderne!