Sorgenfrivej 23, 2800 Kongens Lyngby
Baadfarten har en lang historie, som går helt tilbage til 1893, hvor man begyndte at fragte passagerer rundt på Furesøen. I løbet af årene har man føjet Lyngby Sø og Bagsværd Sø til Baadfartens rute. Baadfarten har således tre forskellige ruter, som alle byder på gode oplevelser i fantastiske omgivelser.
Ved at tage Baadfartens rute rundt på Lyngby Sø får du mulighed for at se søen fra en helt anden vinkel. Båden sejler tværs over søen, hvorefter den sejler ind på Mølleåen og videre til Frederiksdal, hvor båden også stopper. Ved Frederiksdal er der mulighed for at gå et smut på land og få en is eller spise frokost på Frederiksdal Sinatur Hotel og Konference. Ved Frederiksdal kan man også skifte båd og få en tur rundt på Furesøen. På turen tilbage til bådpladsen i Lyngby stopper båden også ved Nybro, her kan man ligeledes stå af og købe sig en lækker is, men man kan også vælge at skifte båd, hvis man vil en tur rundt på Bagsværd Sø.
Turen rundt på Lyngby Sø og Mølleåen tager ca. 55 min.
Baadfartens tur rundt på Bagsværd Sø byder på masser af natur og gode oplevelser. Bagsværd Sø er fuld af liv og aktivitet, bl.a. fordi der ligger et ro-stadion ved søen. Dette betyder, at masser af ro-glade mennesker bruger søen til deres sport. Baadfartens rute starter ved Sorgenfrivej i Lyngby, derefter stopper båden ved Nybro, Bagsværdvej, Aldershvile og Sophienholm før den sejler tilbage til Lyngby. Hvis man står af ved Aldershvile kan man gå en dejlig tur i Aldershvile slotspark, hvor man også kan se Aldershvile slotsruin. Sophienholm har også en dejlig park man kan nyde. Her har man dog også muligheden for at besøge kunstmuseet og fordybe sig i den moderne kunst. Museet har også en café, hvor man kan få frokost eller kaffe og kage. Så hvis du betænker at tage på picnictur i Aldershvile slotspark eller tage på museumsbesøg på Sophienholm, så lad bilen stå og tag Baadfarten i stedet.
Ved Nybro kan man skifte båd, hvis du også vil en tur til Frederiksdal.
Turen rundt på Bagsværd Sø tager ca. 55 min.
Oplev Danmarks dybeste sø med Baadfartens tur rundt på Furesø. Turen byder på flot natur og masser af dyreliv. Båden sejler nemlig forbi området ”Vaserne”, som har mere en 180 forskellige fuglearter. Turen starter ved Frederiksdal og stopper ved Jægerhuset, Holte Havn, Birkerød Sejlklub og Furesøbad. Ved Jægerhuset kan du stå af og spise en dejlig frokost på restauranten. Du kan også få en bid mad eller en is ved Furesøbadet og Holte Havn. Ved Furesøbadet er der også mulighed for at tage en forfriskende dukkert eller nyde din egen picnic på græsplænen. Rundturen rundt på Furesø byder på flotte udkig til charmerende gamle bygninger som den gamle mølle ved Frederiksdal og Næsseslottet i Holte.
Ved Frederiksdal kan man skifte båd og tage en tur rundt på Lyngby Sø.
Turen på Furesø tager 1 time og 50 minutter.
Ved billethuset på Sorgenfrivej har du også mulighed for at købe øl, saft og is alt sammen lavet af lokale råvare.
Baadfarten sejler i sommerhalvåret. Se afgangstider og køb billetter på Baadfartens hjemmeside.
Hvis du gerne selv vil bestemme hvor båden skal sejle hen og hvor længe, så kan du leje en af Baadfartens både. Se mere om Baddfartens bådudlejning her.
Billethuset, Sorgenfrivej 23, 2800 Lyngby, er åben: Tirsdag-fredag: kl. 9.30-17 samt lørdag-søndag: 9.30 – 19