Lyngby Kirke inviterer til fyraftenskoncert med den filippinsk-spanske tenor Dresden Ramos, der synger Robert Schumanns kendte Liedcyklus “Dichterliebe” og kærlighedssange af Clara Schumann. “Dichterliebe” rummer 16 sange til Heinrich Heines digte og skildrer en digters intense forelskelse, bristede håb og dybe sorg, da den elskede gifter sig med en anden.
Dresden Ramos har filippinske rødder, men hans musikalske vej førte ham til Spanien, hvor han blev optaget på Conservatori del Liceu og Escola Superior de Música de Catalunya i Barcelona. Nu er han i Danmark, og ved koncerten akkompagnerer Regina Bruun ham på flyglet.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne. Mødested er kirken på Lyngby Kirkestræde 1.