Nanna Hertoft ∙ Elisabeth Ryde ∙ Karen Abell ∙ Lisbet Friis udstiller og markerer Dansk Tekstillaug 80 år Fra 7. marts til 1. maj
På udstillingen Fibre og farver – Tekstilkunst i Lyngby viser vi med glæde og stolthed værker af markante tekstilkunstnere med tilknytning til Lyngby-Taarbæk: Nanna Hertoft, Elisabeth Ryde, Karen Abell og Lisbet Friis.
Vi præsenterer kulturarv fra øverste hylde i form af vævekunst og tekstiltryk, som et lokalt islæt i markeringen af Dansk Tekstillaugs 80 år, og som anledning til at konstatere at Tekstilkunsten ikke står stille. I perioder har der været bud efter store udsmykninger, i dag ses et stort felt af unika installationer med nordisk og international inspiration. Tekstilkunsten finder i stigende omfang vej til gallerier og kunstmesser, og er blevet en del af den trend, der sætter fokus på det taktile håndværks værdi.
I forbindelse med udstillingen giver tekstilforsker Lisbeth Tolstrup torsdag 16. april foredraget Tekstilkunst – billede, håndværk, udtryk, hvor hun indkredser arbejdet med tekstile udtryk, med billeddannelse, kultur, materialevalg, håndværksmæssige aspekter og det ekspressivt, kunstneriske udtryk, og retter fokus på den farverige diversitet, der præger tekstilkunstnere i de kreative miljøer i Kgs. Lyngby. Billetter til foredraget reserveres her:
Udstillingen Fibre og farver – Tekstilkunst i Lyngby vises i Salen på Kulturstedet Lindegaarden Udstillingen kan besøges onsdage kl. 13 – 16, samt efter aftale. Kontakt for besøg tlf. 29 64 92 21. Der er gratis adgang.
Udstillingen, der er den første af tre tekstiludstillinger på Kulturstedet Lindegaarden, er støttet af Lyngby-Taarbæk Kommune.
Arrangeret af Kulturstedet Lindegaardens Venner