Den 5. september, i forbindelse med Liv i Lyngbys fredagsbar, havde vi besøg af Chantal Al Arab, der underholdt med lotteri, selskabslege og en helt særlig hyldesttale til Lyngbyborgerne. Nåede du ikke at høre den, så kan du læse den herunder:
Tak for at jeg må komme.
Normalt når man inviterer en dronning, er det jo for at indvie et storcenter, en broforbindelse, eller måske et hospital. Men det var der altså ikke råd til her. I stedet er det min udsøgte fornøjelse at få lov til at indvi hyggen.
Og det er der jo mange måder at gøre det på. Jeg havde engang en pædagog. Han kaldte prutter for franske hyggespredere. Men på trods er mit navn, er der ikke og har aldrig været noget fransk I mig. Jo, måske lidt fransk, men jeg vil undlade at flatulere i dag.
I stedet vil jeg fejre Lyngby gennem prosa. For Lyngby er et helt særligt sted. Det være sig morgen, middag, og aften. Sommer og vinter… og til hverdag og fest.
Lyngby er noget helt særligt. For I Lyngby hilser man stadig pænt, som har gjort det i generationer.
Lyngby er noget andet end Buddinge, Søborg og Gladsaxe. Ikke bedre, bare noget andet… noget særligt. Det ved vi alle. For når man tager til optikeren i Lyngby, bliver man bedt om at hilse derhjemme.
Lyngby har et helt særligt butiksstrøg, hvor træerne om sommeren tilbyder deres skygge, og butiksvinduerne lokker med tøj i flotte farver.
I december bader røde hjerter de handlende i deres varme lys, når de vandrer gennem vinterkulden i deres jagt på marcipan, og sirligt indpakkede gaver fra Magasin.
Lyngby var der min mormor købte sin irmakaffe. Det var her min mor, iført træskostøvler, købte tøj til blå mandag, og det var i Lyngby at min morfar købte sin pibetobak, og portvinen til juleaften. Lyngby er i sandhed et særligt sted. Og sådan har det været i generationer. Lyngby er Ikke bedre end butiksstrøgne andre steder, men stadig noget særligt. Og det er mig derfor en udsøgt ære at være med til at sikre at Lyngby fortsat er noget særligt.
Derfor vil jeg nu erklære fredagshyggen for åben.