Forgot your your password?

Vi guider: På barsel i Kongens Lyngby

Er du netop blevet forældre, og vil du ud og opleve verden sammen med din baby? Så læs vores guide til aktiviteter og dejlige steder i Kongens Lyngby, hvor du kan trille hen med barnevognen. Læs også vores forslag til børnevenlige caféer.

Aktiviteter og fællesskaber

Barsel kan være en ensom affære, hvor dagene kan føles lange. Derfor har vi samlet et overblik over gode aktiviteter og arrangementer, hvor du kan møde andre på barsel og dele forældreskabets op- og nedture med.

MORsom Træning
Hvor: Bag Sorgenfri Slot i Kongens Lyngby
MORsom Træning byder alle mødre på barsel velkommen på udendørs træningshold. Her er fokus på både funktionel træning, fleksibilitet og fællesskab mødre imellem, samt ikke mindst at styrke kernen og bækkenbunden efter fødsel. Træningen foregår om formiddagen i hverdagene og babyer er velkomne. Efter træningen er der mulighed for at tage med videre på en café i nærheden og fortsætte snakken med de andre mødre. Initiativtageren bag træningen er Birgitte Riddersholm, professionel personlig træner og coach, og mor til Alexander på 2 år. MORsom Træning er for alle mødre, i alle aldre og på alle træningsniveauer, der sammen løfter hinanden både som træningsvenner og mødre. Læs mere på www.morsomtraening.dk

Babysalmesang
Hvor: Lyngby Kirke
Kom med til hyggelige og nærværende 45 minutter i Lyngby Kirke, hvor dig og din baby kan fordybe jer i kirkens klange og musikalske univers. Babysalmesangen ledes af en musikpædagog og en kirke- og kulturmedarbejder. Et forløb løber over 6 gange og er for babyer i alderen 2-11 mdr. og deres voksne. Hold øje med nye forløb på lyngby-kirke.dk. Der er også mulighed for tumlingeforløb.

BabyBio
Hvor: Nordisk Film Biografer Lyngby (Kinopalæet)
Første torsdag i måneden kl. 11:00 er der babybio i Lyngby. Når der er BabyBio viser biografen en aktuel film, men modsat normale forestillinger er der dæmpet belysning og lavere lydniveau, og du kan derfor tage baby med ind i salen. Udenfor salen kan man stille sin barnevogn., og samme sted er der puslepladser, når baby skal skiftes. Du skal kun købe billet til dig selv, din baby har gratis adgang. Tjek programmet på https://www.nfbio.dk/biografer/lyngby

Rytmisk legestue
Hvor: Christianskirken Lyngby
Tirsdage kl. 10.00-12.00. Legestuen i Christianskirken er åben for alle børn mellem 6 mdr. og 3 år og deres voksne. Her er der mulighed for at være med i et fællesskab med andre børn og deltage i rytmik, leg og fællessang. Det er gratis at deltage, og man skal ikke tilmelde sig. Læs mere www.christianskirken-lyngby.dk

Barnevogne og bøger: Gåtur og oplæsning for småbørnsforældre
Hvor: Stadsbiblioteket
Stadsbiblioteket lige midt i Lyngby arrangerer forskellige arrangementer med babyer og små børn i centrum. Deltag f.eks. i ”Barnevogne og bøger”, hvor du kan få frisk luft og gode anbefalinger til litteratur til barslen. Hold øje med tidspunkter og arrangementer på lyngbykultur.dk

Babysvømning
Hvor: Lyngby Svømmehal
I svømmehallen finder du et babybassin, der er opvarmet til 34 grader og derfor er velegnet for børn i alderen 0-5 år. Dybden i bassinet er på 0,6 meter. Der tilbydes desværre ikke deciderede babyhold i svømmehallen for tiden. Se https://lyngbyidraetsby.ltk.dk/svoemmehal for mere information.

En tur på legeplads
Der er masser af skønne legepladser i både Lyngby og omegn. Læs vores guide til legepladser her. 

Børne- og babyvenlige cafeer

Vi har været rundt i byen og samlet en håndfuld gode restauranter og spisesteder, hvor der er rart at opholde sig med en baby – og hvor du selvfølgelig er velkommen til amme eller give flaske.

Zætteberg Kaffe og Vin
Hvor: Gasværksvej 12, 2800 Kongens Lyngby
Selvom Zætteberg en lille oase, så er der god plads til at have baby med. Det er nemt at stille barnevognen foran Zættebergs store ruder ud til den relativt stille Gasværksvej, så man kan holde godt øje. Hos Zætteberg kan man låne højstole, men der er ikke en decideret pusleplads. https://zaetteberg.dk/

Café Mirum
Hvor: Jernbanevej 3B, 2800 Kongens Lyngby
Café Mirum er et hyggeligt sted at mødes med eksempelvis mødregruppen, da Mirum har en afskærmet kældersektion, hvor man kan sidde sammen og børnene kan boltre sig på gulvet. Mirum har højstole (uden bøjler) og pusleplads. Der er også store ruder, så man kan holde øje med barnevognen. https://www.cafemirum.dk/

Café Amalie
Hvor: Lyngby Hovedgade 62, 2800 Kongens Lyngby
På Café Amalie er der altid god stemning, hvad enten man vil nyde sin mad og drikkevarer indenfor, i gården eller ude foran, hvor man kan følge med i, hvad der sker i Hovedgaden. Der er både højstole til baby og plads til barnevognen. https://www.cafeamalie.net/

Meyers Spisehus
Hvor: Handelstorvet 10, 2800 Kgs. Lyngby
Hos Meyers Spisehus finder du alt fra lækre stenovnsbagte pizzaer til hjemmebagt bagværk. Her er der god plads og højt til loftet, og når temperaturerne stiger kan man desuden nyde sin mad ude foran spisehuset, der vender ud mod Handelstorvet og Magasin. Hos Meyers Spisehus er der både højstole til baby og tegnegrej til de større børn. http://www.meyersspisehus.dk/

GRØD
Hvor: Likørstræde 5, 2800 Kgs. Lyngby
Hos GRØD serverer de grød i alle afskygninger og kolde og varme drikke, som kan nydes både inde og udenfor. GRØD vender ud mod det hyggelige Likørstræde, hvor der også er andre spisesteder med udendørsserveringer. Derudover er Likørstræde indgangen til Hovedgaden fra Lyngby Station, så der er altid mennesker og aktivitet på pladsen men samtidig uden den forstyrrende billarm. Hos GRØD finder du både højstole og pusleplads til baby.  https://www.groed.com/restauranter/lyngby

Villa Vi
Hvor: Kongevejen 61, 2800 Kgs. Lyngby
Villa Vi finder du overfor Sorgenfri Slotspark og er derfor et oplagt sted at afslutte/eller tage et hvil efter en gåtur i den smukke park. Villa Vi er både en hyggelig café, hvor du kan nyde varme og kolde drikke, mad og lækre kager, men er derudover også en butik, der udstiller og forhandler kreativt og bæredygtigt genbrug og kunst. Her er der god plads til babyer inde- og udenfor, og i gården kan du stille barnevognen, mens du nyder en velfortjent solrig pause. https://www.villavi.dk/

Höjris
Hvor: Bjælkevangen 61, 2800 Kongens Lyngby
Uden for Lyngby centrum tæt på den skønne natur ligger Höjris, der er drevet af ægteparret Ole og Karin, som har rødder i lokalområdet Hjortekær. Höjris er både café, mødested og livsstilshusm hvor du også kan shoppe lækre produkter. Der er god plads til barnevognen indenfor og udenfor, pusleplads, legetøj til større børn og højstol. www.hojris.nu/

Lyngby Storcenter
Hvor: Lyngby Storcenter 1, 2800 Kgs. Lyngby
Hos Lyngby Storcenter finder du mange hyggelige spisesteder samlet under et tag – der er alt lige fra smørrebrød til pandekager. Derudover er centret meget barnevogns- og børnevenligt med elevator, legeplads på 1. sal for de lidt ældre børn, samt en velindrettet babylounge med puslepladser, mulighed for at varme mælk og amme i hyggelige og uforstyrrede omgivelser. https://lyngbystorcenter.dk/

Magasin
Hvor: Lyngby Hovedgade 53, 2800 Kgs. Lyngby
I Magasin Lyngby er der ikke bare et væld af shoppingmuligheder til store og små, men der er også flere spisemuligheder med plads til dig og baby – heriblandt Lagkagehuset, Sticks & Sushi og Joe & The Juice. Derudover kan du bruge Magasins familierum, hvor du kan varme mælk, amme og pusle baby. https://www.magasin.dk/