Forgot your your password?

Spil kryds og bolle midt i byen

Der er blevet opsat et kryds og bolle spil i træ midt i Kgs. Lyngby på det lille græsareal over for Lyngby Kirke, som børn og voksne kan hygge sig med over sommeren.

Det er Lyngby-Taarbæk Kommune, der står bag Kryds og bolle spillet, som er en del af Byliv og Kultur Puljen, der har til formål at fremme byliv og kultur gennem aktiviteter og ved at anvende byrum på nye måder. Opstillingen af spillet er netop et led i at give borgerne en anderledes og sjov oplevelse, når de opholder sig på det lille græsareal i byrummet.

Det er firmaet TimberNest, der står bag ”TicTac Timber” som spillet oprindelig hedder. Det er også TimberNest, der står bag Vippebænken, som blev sat op sidste år på Johannes Fogs Plads bag Magasin, og hvor man fortsat kan tage en hyggelig vippetur.

Bæredygtigt træ

Kryds og bolle spillet er i to forskellige højder, så både børn og voksne kan spille med. Det er produceret med et stort fokus på bæredygtighed, da man i produktionen bruger lokal arbejdskraft og lokale leverandører, hvilket minimerer transportafstande for produkterne. Træet til spillet er dansk og fra Fyn. Ydermere planter TimberNest to træer for hvert træ de anvender i produktionen – så man kan i høj grad taget et slag kryds og bolle med god samvittighed.

Det store fokus på bæredygtighed taler også, som et lille input, ind i Lyngby-Taarbæks Kommunes bæredygtighedsstrategi, der skal sikre en sammenhængende, grøn og bæredygtig kommune nu og i fremtiden.

Planen er, at Kryds og bolle spillet skal stå i byrummet sommeren over.

Billedtekst:

9 årige Elisa Bach Pedersen var den første henne ved kryds og bolle spillet få minutter efter, at det var stillet op – og hun var meget begejstret for det nye initiativ i byrummet.