Hver torsdag i udstillingsperioden transformeres udstillingen Laboratorium for Flet til et åbent laboratorium – en scene – for kunstneriske forsøg, der udføres af professionelle kunstnere på tværs af kunstarterne litteratur, design, kunst, musik – sågar videnskab.
Det er skribenten Emmy Laura Perez Fjalland også kendt som Jordbo og skribenten Oliver Stilling bag nyhedsbrevet Et hul i markedet, der kuraterer forsøgene og holder gang i samtalen både live på laboratoriet og i deres netmedie.
I det åbne laboratorium vil “flet” blive taget under behandling; ikke kun som et materiale, men også i overført betydning, som en metode til at knytte meget mere end naturmaterialer sammen.
Som i ethvert forsøg ved man aldrig, hvad der skal ske, men vi kan love, at det bliver overraskende, tankevækkende og så er det gratis, når entréen er betalt.
Obs. Vær beredt til at være både ude og inde!