Trio Høgsbro skaber et dybt livsbekræftende stævnemøde mellem den storsvingende jazz og poesiens vilde, skæve og ligefrem skøre universer, når de spiller og fortæller “Ækle Jazzede Æventyr”. Bliv tryllebundet af “De tre bukke fra Brugsen”, “Den Lilla Møghætte”, “Klaskepot” og “Den Dumme Ælling” fortalt og spillet.
Saxofonist og komponist Jakob Høgsbro har sat musik til Rune T. Kiddes gendigtninger af de klassiske eventyr. “Siden jeg var teenager har jeg været vild med Rune T. Kiddes fortællinger”, fortæller Jakob Høgsbro, og fortsætter: “Før Runes alt for tidlige død havde han og jeg igennem flere år et skønt samarbejde, og jeg har sat musik til mange af Runes både vilde og poetiske tekster”.
Trio Høgsbro åbnede Aarhus Jazz Festival i år og her skrev anmelderen bl.a.: “Rune T. Kiddes rablende, satiriske og bramfrie tekster er som skabt til jazz og med Jakob Høgsbro som veloplagt fortæller og swingende musiker, får Kiddes tekster nyt liv. Jakob Høgsbro er en fantastisk tenorsaxofonist og viste sig her også som en sand stemmevirtuos og performer. Publikum lå flade af grin, når Jakob Høgsbro gav teksterne og musikken fuld gas.”
I selskab med Jakobs saxofon, Idas kontrabas og Benitas trommer kan vi se frem til en overrumplende søndagsjazzmatiné for børn og deres forældre og bedsteforældre og oldeforældre…
Jakob Høgsbro (saxofon, stemme m.v.), Ida Hvid (bas), Benita Haastrup (trommer)
50 kr. for voksne og gratis for børn samt medlemmer af Lyngby-Taarbæk Jazzklub og Lindegaardens Venner
Arrangeret i samarbejde med Søndagsmatinéerne på Lindegaarden
Lyngby-Taarbæk Jazzklubs koncerter er støttet af Lyngby-Taarbæk Kommune og Statens Kunstfond.