For mange er julen noget ganske særligt. Ofte kan december måneds juleræs, med gaveindkøb, planlægning, julearrangementer og travlhed på jobbet dog tage pusten fra enhver.
Er du endnu ikke kommet helt i julestemning, så har vi derfor samlet en lille guide, som tager dig med rundt til julerier i Kgs. Lyngby.
Guiden indeholder både noget for de små, de lidt større og de helt store. Så uanset om du er til at male julepynt, bage kager, nyde julens toner eller drikke et varmt glas gløgg, så er der noget for enhver smag i årets jule-sanseguide!
Aktiver alle sanserne med denne juleguide, strikket nøje sammen med henblik på både at smage, se, høre, dufte og lave hyggelige samt sjove aktiviteter i julemåneden.
Smag
Julegrød hos Grød
På den hyggelige café Grød kan du hele december måned nyde en varm skål klassisk risengrød toppet med smør og kanelsukker. Hvis du leder efter et alternativ til den klassiske grød, fås grøden også plantebasseret og endda med estragonsukker, hvis du ønsker at pifte den klassiske juleret lidt op.
På menuen kan du også finde risalamande med kirsebærkompot, hvis du ønsker at forsøde dit besøg hos Grød lidt ekstra.
Hvor: Likørstræde 5, 2800 Kongens Lyngby.
Gløgg hos Zætteberg
Hvis du er til gløgg lavet på rød- og portvin, er café Zættebergs gløgg et genialt bud. Her kan du nyde den hjemmelavede gløgg i hyggelige omgivelser – måske med et par æbleskiver til?
Hvor: Gasværksvej 12, 2800 Kongens Lyngby.
Se
Juleforestilling på Bakken
I Teltet på Bakken kan du i år opleve juleforestillingen Nissebanden! Tag ungerne i hånden og tag med nisserne på rejse til Grønland og nyd den julede forestilling, der både byder på magi, sange og et skønt juleeventyr, der helt sikkert får julestemningen til at sænke sig over dig og familien.
Billetter fra 155kr.
Hvor: TELTET på Bakken v/Cirkusrevyen – telt 85 Dyrehavsbakken 2930Klampenborg.
Julekalender på Frilandsmuseet
I nogle af de gamle huse på Frilandsmuseet har DR og TV2 optaget dele af julekalenderne ’Tinka’ og ’Julehjertets Hemmelighed’! Du kan derfor i år opleve scenerne i museets gamle huse, og se kostumerne fra begge TV-julekalendere. Så giv børnene én på opleveren, og tag dem med på Frilandsmuseet, hvor de kan opleve de spændende julekalendere ”behind the scenes”.
Hvor: Kongevejen 100, 2800 Kongens Lyngby (lør + søn, kl. 10-16)
Hør
Luciagudstjeneste i kirken
Måske den smukkeste aften i december – kom og hør det smukke luciaoptog, når De Grønne Pigespejdere går Lucia i hvidt og med lys, ned ad det fine kirkegulv. Du kan høre luciaoptoget den 14. december 2022, kl 19.
Hvor: Lundtofte Kirkevej 3, 2800 Kongens Lyngby
Duft
Julesmåkager som Meyer
Lad julefreden sænke sig og duften af julebag sprede sig i hjemmet. Slip for stress og jag over indkøb til dej og mel i hele køkkenet – Meyers har nemlig gjort det let for dig med en færdig dej. Fyld dine kagedåser med vaniljekranse, brunkager, chokolade cookies og krydrede ingefærsmåkager, helt uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller økologi.
Hvor: de færdige deje kan findes på frost i Coops butikker, blandt andet hos Irma i Lyngby Hovedgade.
Lav
Julepynt hos Creative Space
Tag familien, kæresten eller vennerne med under armen, og sæt jer i det hyggelige malerværksted. Mal fine julemotiver på blandt andet tallerkner, skåle, krus eller julekugler og pynt til juletræet. Brug dine hænder til at kreere brugskunst, som du kan nyde godt af i flere år, eller som du kan give i julegave til en, du har kær.
Hvor: Creative Space, Lyngby Hovedgade 15F, 2800 Kongens Lyngby.