Den 25. juni blev sløret løftet for, hvem der i 2020 er på rollelisten, når Cirkusrevyen blænder op for deres 85. sæson.
Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard er nærmest selvskrevne som fast bestanddel af castet, om end det bliver Ulf Pilgaards sidste sæson på den traditionsrige revyscene, hvor han næste år kan fejre 40-års jubilæum. Lisbet Dahl, Danmarks ukronede revydronning, kan dog grines med- og af lidt endnu.
Herudover kan Cirkusrevyen i 2020 byde velkommen tilbage til Niels Ellegaard, der på nær i 2019, har været en fast del af cirkusrevyen i næsten to årtier.
De to nyeste skud på stammen er Carsten Svendsen og Mille Lehfeldt.
Carsten er uddannet på skuespillerskolen ved Odense Teater og har en lang baggrund indenfor teater, han modtog i 2009 en Reumert talentpris og blev desuden i 2017 kåret som ’Årets Revytalent’. Mille Lehfeldt er uddannet ved Statens Teaterskole og har sidenhen medvirket i både film, teaterforestillinger, tv-serier og lagt stemme til diverse tegnefilm.
Der er således lagt op til et brag af en revysæson med både ’gamle’ og nye ansigter, når Cirkusrevyen slår dørene op i 2020.
HUSK at du allerede kan købe billetter til den nye sæson d. 1. juli – køb din billet her