Den 7. september er der Liv i Lyngby. Her vil gader og stræder være fyldt med aktiviteter og boder fra 10-17.
Tag med på en byvandring og bliv klogere på din by, hør bl.a. fortællinger fra Hovedgades historie og oplev byens skulpturer på en helt ny måde.
Butiksliv på Lyngby Hovedgade
Arkivar Astrid Lystbæk Andersen fra Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv inviterer med på en byvandring med fortællinger fra Lyngby Hovedgades historie, der starter med historien om de første handelsvirksomheder på Lyngby Hovedgade 1 i midten af 1600-tallet. Derefter går det op af Hovedgaden til nogle af de ældste butikker, hvor der også fortælles om den spændende overgang fra disk til selvbetjening.
Kl. 11.00-12.00
Mødested: Græsplænen ved Lyngby Nordre Mølle, Lyngby Hovedgade 24
Historier på Skinner – Letbanen
Projektgruppen ”Kulturmiljøer Langs Letbanen” (der formidler lokal- og kulturhistorien bag den kommende letbane) inviterer til en byvandring. Her er Henning Andersen fra Facebookgruppen ”Kongens Lyngby i fortid og nutid” guide på en tur, der går ad den nordlige del af Hovedgaden, Prinsessestien og Søpromenaden, hvor man bl.a. kan høre om de historiske bygninger Gramlille, Pritzels Fabrik, Frieboeshvile og Fuglsang. Hør også om “Præstens Hul”, Dronningens Bådsmand, Jernbanedæmningen og Fæstningskanalen. Turen afsluttes ved Havnehytten, Søpromenaden.
Kl. 12.00-13.00 og igen kl. 16.00-17.00
Mødested: Historier på skinner – Letbanens stand på Lyngby Hovedgade
Skulpturvandring
Lyngby bymidte myldrer med skulpturer. Tag med Stadsbiblioteket på en vandring rundt til et udvalg af nogle af disse skulpturerne. Der er stop ved hver skulptur, hvor man f.eks. kan lytte til oplæsning fra et stykke udvalgt litteratur, der får skulpturen til at træde frem i gadebilledet. Et digt, der afspejler den tid, skulpturen blev til i eller et romanuddrag, der tydeliggør skulpturens fortælling i byen.
Kl. 13.00-14.00 og igen kl. 15.00-16.00
Mødested: Indgangen til Stadsbiblioteket Lyngby Hovedgade 28
Program for Liv i Lyngby
På visitlyngby.dk kan du løbende få teasere på, hvad der kommer til at ske på selve dagen, og du kan finde det samlede program for dagen her.
Læs også de andre teasere om:
>>> Det er for børn – aktiviteter i børnehøjde til Liv i Lyngby
>>> Kulturmøde på Ulrikkenborg Plads