Forgot your your password?

Badesteder omkring Kongens Lyngby

Sommeren står snart for døren, og når temperaturerne stiger, er der intet bedre end et dyp i bølgen blå. Selvom Lyngby ikke ligger direkte ud til kysten eller ved en brugbar badesø, findes der skønne perler omkring Kgs. Lyngby, som med garanti kan køle dig ned hen over sommeren.  

Læs med her, og opdag (eller få genopfrisket) de gode badesteder omkring Kongens Lyngby.  

Taarbæk Søbad
Taarbæk Søbad ligger kun 200 meter fra Taarbæk havn, hvor du finder en 20 meter lang anlagt sandstrand og en badebro ud i Øresund. Badebroen går ud over et stykke med store sten. Badevandets kvalitet er blevet vurderet af Lyngby-Taarbæk kommune til at være ’god’, hvilket er den næstbedste klassificering badevand kan have.
Hertil finder du også en lille græsplæne og bordebænkesæt, hvor man kan medbringe sommerlig picnic. Ved Søbadet finder du også få parkeringspladser med tidsbegrænsning. 
Hunde må ikke medtages på stranden.  

  • Hvor: Taarbæk Strandvej 80, 2930 Klampenborg.  

Springforbi Strandpark 
Overfor Trepilevej findes ned ad en lang trappe, en betonplatform med stige ud i det friske Øresund. Det lille badested er anlagt i forlængelse af Springforbi Strandparken og ligger afskærmet fra forbipasserende på Strandvejen. Her kan man være heldig at finde et lille solspot og tage en dukkert. Stedet her er ideelt hvis man vil undgå sand, eller blot skal køles ned inden turen går videre. På den anden side af Strandvejen findes parkeringsmuligheder.  

  • Hvor: Strandvejen 668, 2930 Klampenborg. 

Bellevue Strand
Er du til en helt klassisk badestrand, er Bellevue Strand et godt bud. Her finder du en 700-meter lang sandstrand, der tilbage i 1932 blev kunstigt anlagt af den ikoniske arkitekt, Arne Jacobsen. På stranden finder du både livreddertårn, badekabiner, badebro og en iskiosk. Der er parkeringsmuligheder langs strandvejen overfor Bellevue Teatret, eller på parkeringspladsen bag teatret. Et godt råd vil være at komme tidligt om formiddagen, da Bellevue Strand er en attraktiv sommerdestination, der årligt bliver besøgt af ca. 500.000 mennesker!  

  • Hvor: Strandvejen 451, 2930 Klampenborg.  

Frederiksdal Fribad
Med udsigt ud over Furesø, finder du Frederiksdal Fribad, hvor der både er sandstrand og et stort græsareal, der er oplagt til en sommerfrokost og boldspil. Fribadet har desuden livredder og badeflag i højsæson, toiletter, bålpladser, badebro og en nærliggende restaurant og kiosk med udeservering. Fribadet kan ikke tilgås direkte med bil, så du må på en mindre gåtur ned til selve Frederiksdal Fribad. Badevandskvaliteten er vurderet af Lyngby-Taarbæk til at være ’udmærket’, hvilket er den bedste badevands-kvalificering. 
Hunde må ikke medtages ved Fribadet.  

  • Hvor: Virum Vandvej 7, 2800 Kgs. Lyngby.

Bombegrunden
Midt i Taarbæk finder du ’Bombegrunden’, der er et større græsareal ned til Øresund.  Der er en meget smal sandstrand med sten, som skal passeres, før du når vandet. Her er desuden borde og bænkesæt, hvor du kan indtage medbragt mad og drikke, og om sommeren også et åbent offentligt toilet, der kan benyttes imod et par kroner. ’Bombegrunden’ har desuden fået sit navn efter 2. verdenskrig, hvor huset, der lå på grundet, blev bombet af nazisterne for at huse modstandsfolk. 

  • Hvor: Taarbæk Strandvej 40, 2800 Lyngby-Taarbæk 

Skovshoved Havn
Ved Skovshoved Havn er der anlagt badebro på havnens sydlige side, hvor der også er opstillet omklædningskabiner, som kan bruges ved samme lejlighed. Der er desuden gode muligheder for parkering på havnen, hvor du finder flere hyggelige spisemuligheder. 

  • Skovshoved Havn 4, 2920 Charlottenlund 

Charlottenlund Strandpark
Ved Charlottenlund Fort finder du en hel park med græs og en smal sandstrand ned til vandet, hvor der er rig mulighed for at bade, lege, holde picnic, eller hvad man ellers kunne have lyst til i sommerhalvåret. Der er mulighed for at købe is og vand i kiosken, og der ligger desuden Restaurant Charlottenlund Fort, hvor der serveres alt fra brunch til middag i smukke omgivelser. 

  • Hvor: Strandvejen 150, 2920 Charlottenlund